Vi er stolte af at drive en virksomhed, hvor tradition møder innovation!

I 175 år har vi været med til at forme landskabet og byen, skabe klare grænser og sikre præcise opmålinger. Vores historie er funderet på faglig ekspertise, pålidelig rådgivning og stærke relationer til vores kunder og samarbejdspartnere.

Fra historisk landmåling med målebånd til nutidens avancerede totalstationer, drone-teknologi, laserscanning og digitale kortsystemer har vi konstant udviklet os for hele tiden at kunne levere de bedste løsninger for vores kunder.

Vores rejse gennem næsten to århundreder er drevet af passionen for præcision og et stort engagement i at skabe de bedste løsninger og resultater.

Aarhus 1898
Aarhus i 1898 med Aarhus Toldkammer i midten af billedet. Aarhus Domkirke ses yderst til venstre.

1800-tallet – AAKJAER Landinspektørers begyndelse

AAKJAER Landinspektørers historie går tilbage til 1850, hvor den unge landinspektør Honum efter frivillig deltagelse i Treårskrigen kom til byen for at nedsætte sig som landinspektør. Honum valgte sig en bolig blandt byens ca. 1.000 huse, og han blev snart et kendt og respekteret ansigt blandt byens ca. 8.000 indbyggere.

Firmaet er med andre ord grundlagt umiddelbart efter enevældens ophævelse og grundlovens vedtagelse i en tid, der var præget af optimisme og karakteriseret af økonomisk vækst og en begyndende industrialisering.

Dette gjaldt også Aarhus, som hastigt voksede i omfang, så den allerede 25 år senere havde omkring 25.000 indbyggere. Denne hastige ekspansion forudsatte aktiv medvirken af en lokal landinspektør, og på den måde blev der en nøje sammenhæng mellem byens og AAKJAER Landinspektørers udvikling.

Fingeraftryk på Aarhus

I slutningen af 1800-tallet udviklede Aarhus sig til et trafikalt knudepunkt, og befolkningstallet steg markant. Det hidtidige system med fortløbende nummerering af byens huse blev derfor snart så kaotisk, at Honum i 1869 fik overdraget opgaven med at etablere et adresse-system. Dette adresse-system er stadig gældende. Byens hastige udvikling blev en væsentlig del af Honums arbejdsfelt, og firmaets arkiv viser, at Honum i højere og højere grad blev “byens landinspektør” i forhold til de første år, hvor den største del af hans arbejde foregik i det omkringliggende landbrugsland. Honums forretning voksede i takt med byens udvikling, hvilket kan ses af den måde, han underskriver sig på. I starten var hans udstykningskort underskrevet: T.W. Honum, landinspektør. Senere tilføjedes “Kammerråd”, “Stiftslandinspektør” og “Justitsråd” under hans navnetræk.

1900-1930’erne

Ved Honums død i 1899 havde byen bredt sig langt ud over den gamle bygrænse. Kvartererne omkring Frederiksbjerg og Sjællandsgade var inddraget, og det samlede indbyggertal var vokset til 50.000. Byrådet havde netop erhvervet Marselisborg og indlemmet en stor del af dennes jorder under byen. Honums assistent, O. S. Sørensen, kunne således ved århundredskiftet overtage en blomstrende forretning i en driftig by, som var i stadig og hastig udvikling.

I starten af det tyvende århundrede rettedes firmaets opmærksomhed tilsyneladende igen mod landbruget. O.S. Sørensen var blevet udnævnt til vurderingsformand i forbindelse med, at man ved skattelovene af 1903 gik bort fra hartkornet som fordelingsgrundlag for jordskatter og i stedet indførte den kendte vurdering af ejendommenes værdi i handel og vandel som beskatningsgrundlag.

Fuld fart over feltet

Købstaden voksede over det næste kvarte århundrede væsentligst ved videreudbygning af det indlemmede Marseliskvarter, men også området ved Mølleengen og kvartererne nord for byen mod Trøjborg udviklede sig hastigt. I 1920 var der således omkring 75.000 indbyggere i byen. En væsentlig del af udstykningerne i den periode bærer O. S. Sørensen underskrift.

Rørholm overtog roret

Heldigvis havde optimismen i firmaet gode kår, og da O. S. Sørensen i 1920 af familiemæssige årsager flyttede til København, afhændede han forretningen til J. P. Rørholm .

Rørholm udvidede firmaets arbejdsopland ganske væsentligt. Han deltog særdeles aktivt i de store naturfredninger på Mols. Arkitekt Egil Fischers storslåede udstyknings- og fredningsplan omkring Femmøller blev virkeliggjort ved Rørholms hjælp, og de store sommerhusudstykninger i området ved Fuglsø Bakker samt en meget stor del af de øvrige sommerhusparceller på Mols og Helgenæs har deres oprindelse ved AAKJAER Landinspektører.

Rørholm var også jævnligt på Samsø sammen med en målemedhjælper. På disse ture installerede de sig på øens hotel, afholdt møder med sagernes parter og øens advokat og hjembragte alle nødvendige opmålinger og erklæringer, så sagerne kunne beregnes og indsendes.

1940-1970’erne

I fyrrerne var der fra statens side iværksat et omfattende landsdækkende arbejde med opmåling af landeveje. Ved hjælp af slæbebånd, målebånd og vinkelprisme foretog man opmålinger i marken og indførte dem i målebogen. Ved hjemkomsten kunne målingen relativt let konstrueres på papplaner i målforhold 1:1.000, hvorefter det overgik til rentegning.

Chr. Aakjær og P. M. Hedelund-Petersen indtrådte i 1946 i firmaets indehaverkreds, og adskillige af omegnens landevejsplaner bærer Chr. Aakjærs signatur.

Opmåling med vinkelprisme og målebånd
Chr. Aakjær med vinkelprisme og målebånd.

Firmaet markerer sig

Danmark udviklede sig fra landbrugs- til industrisamfund. Dermed fulgte en voldsom byudvikling og en almindelig velstandsstigning, som muliggjorde vældige investeringer i fast ejendom og boligbyggeri. Dette gjorde sig naturligvis også gældende i Aarhus, og AAKJAER Landinspektører summede af aktivitet.

Specielt de store forstadsbebyggelser i byens udkant lagde beslag på firmaet. Stort set hele Saralyst-kvarteret i Højbjerg er udstykket af Chr. Aakjær i de år, og også andre store villakvarterer i forstæderne er udstykket af AAKJAER Landinspektører i efterkrigstiden. Chr. Aakjær tog sig endvidere af mere tekniske opgaver i yderområderne, således f.eks. opmåling og afsætning på Statshospitalet i Risskov samt alt arbejdet i forbindelse med opførelse af Midtkraft.

Op gennem 1900-tallet havde firmaets arbejdsfelt langsomt bredt sig fra det rent matrikulære arbejde til i højere grad at omfatte opgaver af mere teknisk karakter. Sammen med skelspørgsmål i byen var tekniske opmålingsopgaver Hedelund-Petersens domæne.

Efter Rørholms død i 1955 var Aakjær og Hedelund-Petersen indehavere af firmaet indtil 1961, hvor J. R. Krabbe indtrådte som medejer.

Boom af ejerlejligheder

I 1966 kom endnu et lovgivningsmæssigt tiltag, som i væsentlig grad fik betydning for AAKJAER Landinspektørers dagligdag. Lov om Ejerlejligheder åbnede mulighed for opdeling af bygninger i ejerlejligheder, og specielt i de første år indtil midten af firserne medførte dette en meget stor aktivitet i firmaet. I Aarhus kommune er der til dato oprettet ca. 18.300 ejerlejligheder, hvoraf ca. 13.000 er oprettet gennem AAKJAER Landinspektører.

De “nye” tider

De nyere tider har radikalt ændret redskaberne i landmålernes værktøjskasse og gjort det muligt dels at løse helt nye opgavetyper og dels at løse opgaverne langt mere effektivt end før.

Det helt store spring fremad tog firmaet med anskaffelsen af den første totalstation i 1981. Med denne blev det muligt at foretage afsætning og opmåling uden brug af målebånd og målebog. Totalstationen vejede 32 kg og havde kapacitet til en dags målinger.

GeoCAD
GeoCAD udvikles fortsat og benyttes af flere landinspektørfirmaer i hele Danmark.

Udviklingen af GeoCAD

Beregningsmulighederne blev dog snart for begrænsede, og firmaet måtte se sig om efter et egnet CAD-program. Idet et sådan ikke fandtes, indledte firmaet v/Jens Aakjær et samarbejde med lic.geom. Jens Juhl på Aalborg Universitet om udviklingen af CAD-programmet GeoCAD. Dette program udvikles løbende, og det anvendes af mange andre landinspektørfirmaer, kommuner og entreprenører i hele landet.

Firmaets eksistens har altid været nøje forbundet med ”kort” under én eller anden form. Først de smukke håndtegnede og håndkolorerede kort og derefter de automatisk udtegnede kort. Nu leveres alle kort på digitale form, der umiddelbart kan bearbejdes i modtagerens CAD-system.

I 1971 fusionerede AAKJAER Landinspektører med landinspektør Preben Pedersen i Skanderborg, og samtidigt indtrådte J. P. Lindved i indehaverkredsen. Preben Pedersen havde i 1966 grundlagt et landinspektørfirma i Skanderborg, og han ledede Skanderborgkontoret, indtil han udtrådte i 1999. J. P. Lindved havde til sin død i 1996 først og fremmest ansvar for større tekniske opgaver og udlandsarbejde, herunder f.eks. afsætninger vedrørende Musikhuset i Aarhus og Studstrupværket samt arbejde på Lanzarote, Sct. Vincent og i Iran.

I 1976 udtrådte Chr. Aakjær, og samme år indtrådte Jens Aakjær i ledelsen. Jens Aakjær havde i tre år forinden været ansat som assistent i firmaet.

I 1984 indtrådte Nils Nybro Eriksen i ledelsen. Hans arbejdsfelter var hovedsageligt ejerlejlighedssager, lejearealberegninger og arbejdet som rådgiver i ekspropriations- og taksationssager.

I 1997 indtrådte Henrik Langballe i indehaverkredsen, hvor han overtog J. P. Lindveds opgaver. Han overtog Lindveds tekniske arbejdsområde og indførte  blandt andet GPS-opmåling i firmaet.

Risskov Brynet
Bydelen Risskov Brynet med over 130.000 m² etageareal er udstykket og afsat af AAKJAER Landinspektører i perioden 2014-2020.

Generationsskifte og nuværende partnere

Jens Aakjærs udtrådte fra firmaet i 2008 samtidig med at landinspektørerne Peter Hastrup Jensen og Stefan Gustafson indtrådte som medindehavere af AAKJAER Landinspektører i januar 2010. Peter Hastrup Jensen indgår i dag i den daglige ledelse af Aarhus-kontoret.

I 2012 blev landinspektør Jens-Erik Schjødt Svensson optaget som partner. Jens-Erik Schjødt Svensson varetager i dag ledelsen af kontoret i Skanderborg, som han overtog efter Per Roed.

Ved udgangen af 2016 udtrådte Henrik Langballe og Nils Nybro Eriksen begge fra partnerkredsen i firmaet for at nyde deres pension, samtidig med at landinspektør Jens Enevold Eriksen overtog Nils Nybro’s ansvar for ejerlejlighedsopgaver og beregning af bygningsarealer. Jens Enevold Eriksen blev optaget som partner i firmaet i 2018 og indgår i den daglige ledelse af Aarhus-kontoret.

Stefan Gustafson udtrådte som partner i 2022, og med virkning fra den 1. januar 2025 er de to unge landinspektører Morten Gade Overgaard og Mikkel Knudsen begge blevet optaget som associerede partnere i AAKJAER Landinspektører.

Firmaets ledelse består således i dag af:

Peter Hastrup Jensen
Jens-Erik Schjødt Svensson
Jens Enevold Eriksen
Morten Gade Overgaard
Mikkel Knudsen

Sydhavnskvarteret, Aarhus C
Aarhus vokser i højden! Flere af de store byggerier i Sydhavnskvarteret er afsat af AAKJAER Landinspektører.
Read